Du er her. #1 - Foreningswebsite > Om foreningen > Historie


Vores historie

 

Flugtskydningsbanens historie startede for mere end 50 år siden.

I 1956/57 blev der startet en "Trekant Skydning" mellem Varde - Guldager og Esbjerg (i dag kendt som Sønderhede). Denne skydning afholdes stadig den dag i dag.

I 1970érne holdt flugtskydningsbanen til ved Varde Flyveplads, men 1973/74, blev skydepladsen nedlagt, og skydningen blev flyttet til Sønderhede Banen i Esbjerg. I perioden mellem 1973/74 og 1980 blev foreningens lerduekastere og lerduer opmaganiseret i Tinghøj. Perioden mellem 1957 til 1980, er dog en smule usikker, da diverse protokoler desværre forsvandt, da den daværende formand i 1970érne, Politiassistent Martini døde. Vi ved dog at flugtskydningsforeningen var en selvstændig forening under Jagtforeningen indtil 30. oktober 1995.

Den 11. december 1980 var der så stiftende generalforsamling, hvor Kaj Buchholdt blev valgt til formand og Erik Rohde blev valgt til kasserer. Baggrunden for denne generalforsamling var, at man skulle tage stilling til en ny
flugtskydningsbane i Varde. Man havde dengang 2 mulige steder, til at få opbygget en flugtskydningsbane, Sønderplantage eller Fælleden. Valget faldt på Fælleden, og banen blev indviet den 29. september 1981.

Gennem de sidste ca. 27 år har Henning Mathiasen stået for Vardebanens holdskytter. Hans døtre har ligeledes passet lerduekasterne. Ved et kort interview fortalte Henning, at når der var piger i graven til højre-, venstre og spidsduer, , betalte drengene ofte den ene af drengene kr. 5,- for at sidde ved bagduekasteren alene.
Indtil 3. marts 1996, var lerduekasterne manuelt betjent. Her blev der etableret fuldautomatiske kastemaskiner, hvilket var et stort fremskridt for foreningen. Maskinerne blev finansieret gennem Varde Kommune, som ydede VOJ et rentefrit lån og ved lerduemaskinernes indvielse var det den daværende Varde Borgmester, Betty Carstensen som åbnede banen ved afgivelse af det første skud.

Indtil den 30. oktober 1995, var flugtskydningsforeningen en selvstændig forening. Ved en generalforsamling på denne dato nedlagde foreningen sig selv, og blev en del af Varde & Omegns Jagtforening.

Der afholdes stadig en del pokal skydninger, såsom Fjordpokalen, Sdr. Vium Pokalen, men også en speciel pokal skydning, - Mindepokalen til ære og minde om en af foreningens dygtige unge instruktører, Claus Nissen Petersen, som døde i en alt for ung alder d. 8. juli 2000 – 30 år gammel.
Æret være hans minde!