Nordisk mytologi:

Vikingernes tro på de nordiske guder havde stor betydning for deres dagligdag og næsten alle deres aktiviteter i livet.  Både de meget hverdagsagtige aktiviteter, men også når krigerne skulle i kamp, eller når de skulle på jagt. Derfor ofrede vikingerne værdigenstande eller levende væsner til guderne, for at opnå deres gunst og styrke. Vikingernes jagtguder var gudinden Skade og guden Ull. 

Sankt Hubertus:

Jægernes skytshelgen er Sankt Hubertus, en biskop ved navn Hubert, der oprindeligt stammer fra en lille fransk bjerglandsby, formentlig Saint Hubert i Ardennerne. Hubert var af adelig slægt og ridder, men samtidig en passioneret og lidenskabelig jæger.  Da hans kone døde under fødslen af deres søn, trak Hubert sig helt ind i de skovklædte bakkeområder i Ardennerne mellem Frankrig og Belgien og gav sig helt hen til jagten, hvor en åndelig revolution var nært forestående. Ifølge legenden opdagede Hubert en langfredag morgen under en jagt en hjort der havde et gyldent krucifiks mellem sprosserne i sit gevir. Han undlod derfor at nedlægge hjorten, men faldt i stedet på knæ i bøn. Herefter drog han på pilgrimsrejse til Rom, hvor han af paven blev gjort til biskop af Liège. Først efter hans død blev han helgenkåret som Sankt Hubertus, skytshelgen for blandt andet jægere og ryttere.

Romersk mytologi:

Romernes tro på de romerske guder havde stor betydning for deres dagligdag. Romerne kunne ikke forestille sig naturen, årstiderne, såning eller høst uden en guddommelig kraft. Uden guderne kunne årstiderne ikke skifte, ilden i smedjen ikke brænde og kornet ikke spire. Romerne gjorde meget ud af at fejre deres guder ved omfattende ceremonier. Romerne regnede altså ikke guderne som menneskeagtige men som usynlige kræfter. Romernes gud for jagt var gudinden Diana.